Aktiviteter med beboerne
Uge 14
Før påske havde vi borgmesteren på besøg for at fejre genåbningen med musik og underholdning. Det var en dejlig eftermiddag med petit four, portvin og kaffe til skøn klassisk musik på violin og harmonika samt fine små digte.
Ugen har budt på gåture for at se efter forårsblomster i mosen. Vi har nydt fuglenes kvidren og solen, som varmer trods de lave temperaturer. Der er blevet bagt småkager og så sluttede vi ugen af med træning i vores lille træningslokale.
Uge 16
Vi har været heldige med vejret, så der har været flere gåture og varmt nok til at gå i haven. Vi har tømt krukkerne for gamle blomster, så de er klar til næste sæson og venter nu på lidt mere varme, så vi kan købe sommerblomster og plante krukkerne til. Mens vi venter hjælper vi havemændene med at luge bedene. Det er dejligt at komme udenfor.
Uge 17, 18 og 19
De sidste par uger har stået i blomsternes tegn. Vi har købt blomster til alle udendørs krukkerne og plantet på livet løs i alle afdelinger. Vi har trodset regnen, fordi blomsterne skulle i jorden, men også været heldige og kunne nyde det fantastiske solskinsvejr, som lige gav den der fornemmelse af sommer, som vi har sukket efter. Det har været en dejlig livsbekræftende tid med jord på fingrene. Nu skal blomsterne vandes og der er flere beboere, som gerne vil hjælpe med det, så vi kan glæde os over de fine blomster hele sommeren.