Aktiviteter med beboerne hjemme og ude
Hjemme på Nordhøj bliver der stadig ompottet, så det er en fryd for både øje og sjæl. Planterne pynter overalt og dem, der planter nyder at udføre en meningsfuld aktivitet, tale om livet og få jord under neglene. Hvis behovet er der, taler vi om livet via planterne, når vi deler dem ud i mindre krukker. Deres liv minder om vores og det kan være en god måde at tale om de nære ting på. Andre gange hygger vi os bare og laver lidt sjov, så vi kan få grinet.
Et andet yndet mål er turen til Svanholm gods - og Krogstrupskoven, hvis man kan holde til lidt terrænkørsel. Denne gang så vi Svanholm børnehus lege med faldskærm. Det minder om dengang, man selv havde travlt med at passe børn. Ude i skoven spiste vi skovhindbær og nød det grønne overalt. Vi så såmænd også en frø, som hurtigt sprang væk igen. Krogstrup kirke står og skinner i solen på vejen hjem, og så har vi oplevet lidt af hvert i vores dejlige Hornsherred.